Vær med til at planlægge Naturens Dag 2012
Nak og æd, Smag på Danmark, frilandshaven, danskernes vin, kryddersnapse, fra jord til bord. Under Temaet ”Smag på Naturen” holdes Naturens Dag 2012 i Vejle Kommune 9. september. Der vil være et væld af aktiviteter på dagen for alle.
Hvis din forening gerne vil være med til at sætte sit præg på dagen, så giv et praj eller kom til møde 15. eller 26 marts.
Hvis din forening gerne vil være med til at sætte naturen i Vejle på dagsordenen, så er chancen her nu. I kan regne med hjælp til at få jeres aktiviteter promoveret i en flot folder, der bliver trykt i 25.000 eksemplarer og uddelt alle relevante steder i Vejle og omegn. Der er sågar en national hjemmeside, der understøtter jeres aktiviteter og den samlede formidlingsstrategi.
Årets tema hedder ”Smag på Naturen”. Det er populært som aldrig før at samle og spise det, der ligger lige udenfor. I den forbindelse inviterer naturen og dine lokale foreninger til en begivenhedsrig søndag i sensommeren. Alle foreninger er velkomne!
Naturens Dag koordinator Dieter Toftkjær tilbyder sin hjælp til at kvalificere netop jeres aktivitet.
- Vejle Kommunes natur byder i sin helhed på et væld af oplevelser. Disse oplevelser organiseres at lokale foreninger, der alle bruger naturen i det daglige. Det er en oplagt chance for at komme ud og opleve i trygge rammer og se, hvorledes man også kan bruge naturen som kilde til livsindhold, forklarer tovholder og naturvejleder Dieter Toftkjær.
- Så vær med til at trække andre med ud i naturen! Målet er, at vi sammen rammer jeres målgrupper, så vi sammen opnår den maksimale tilslutning, opfordrer Dieter Toftkjær Sørensen.
Der holdes informationsmøder 15. marts og 26. marts - begge dage kl. 15.00 -16.30 på Kirketorvet 22, mødelokale 5.
Stor succes sidste år
Naturens Dag 2011 var en stor succes! På landsplan var 80.000 børn i ugen op til ” Naturens Dag” med deres skoler ude i naturen. 63.000 personer deltog på Naturens Dag i aktiviteter rundt omkring i Danmark.
I Vejle var der også godt gang i aktiviteterne. Foreningslivet i Vejle stod bag en række virkelig gode og velbesøgte arrangementer. Til trods for det smukke lyn- og regnvejr natten til søndag deltog ca. 1000 personer på dagen, hvilket er dobbelt så mange som i 2010.
Så der er lagt op til en søndag, der emmer af aktiviteter. Hurtige, våde, sjove og fordybende aktiviteter. Der er fællesskab, der er landsbyliv, der er leg og individuelle præstationer. Der er natur for de mindste og for de kloge, for de smukke og din nabo - for den enkelte og for familien.
Se sidste års program her på siden og lad dig inspirere.
Eller hent den nye folder på dit lokale bibliotek i uge 30.
Yderligere information:
Dieter Toftkjær Sørensen: Mail dieto@vejle.dk. Tlf. 4028 8787 www.naturensdag.dk